Forside
Skønlitteratur
Kultur og debat
Bøger på vej
Forfatterne
Indkøbskurv ()
Presse
Om forlaget
Kontakt



 


Tiderne Skifter
Læderstræde 5, 1. sal
1201 København K

pr@tiderneskifter.dk

CVR-nummer: 58 20 01 15
P-nummer: 1021399368




Betalingen er autoriseret med FRIbetalings certificerede betalingsgateway
Kultur og debat

[A] [B] [C] [D] [E] [F] [G] [H] [I] [J] [K] [L] [M] [N] [O] [P] [Q] [R] [S] [T] [U] [V] [W] [X] [Y] [Z] [Æ] [Ø] [Å] [Alle]

Midas Dekkers
Kropskultur
Pris: 299 kr.

Midas Dekkers ser i sin kritik af det moderne fitnessvanvid tilbage på de kulturelle og historiske rødder til den velkendte parole: ”En sund sjæl i en sund krop”. Dualiteten – eller splittelsen – i sind og krop, der opfatter kroppen som sjælens bopæl, har defineret vores selvopfattelse til den dag i dag. Man er i sin krop. Men hvor? Dekkers bruger en nutidig metafor: Kroppen som en bil med ”jeget” som chauffør.
I det 19. århundrede begyndte folk at mene at vejen til sjælen gik gennem kroppen. Af frygt for moralsk forfald, begyndte idealistiske bevægelser at dukke frem, der talte for kropskultur som en vej til spirituel ekstase: nudisme, gymnastik, rytmisk dans og vegetarianisme som en slags former for sjælelig hygiejne. Men kropskulten var også yderst populær blandt militærfolk, fascister og kommunister. Inspirationen kom fra indflydelsesrige, tyske sportsideologer – og film af Leni Riefenstahl præsenterer kraftfuldt, hvad der kan opnås gennem øvelser i militære træningslejre og gennem en spartansk opdragelse i skolerne. I stort set samme ånd genoplivede den franske baron Pierre de Coubertin De Olympiske Lege.
Opfattelsen af at sindet kan skabes gennem kroppen blev på ny populær i 1960’erne. Sport ville angivelig ikke bare styrke krop og sjæl, men også fremelske fred og næstekærlighed ved at fungere som en ventil for den menneskelige races instinktive aggression.
Skarp og vidende, men på en let og humoristisk facon slagter Midas Dekkers i denne civilisationskritiske bog mange af sport- og fitnessguruernes hellige køer.

Pressen skrev:

"Den hollandske biolog og ekstremt velskrivende forfatter Midas Dekkers er kendt for at skære kompromisløst ind til benet og bramfrit angribe vores største tabuer. Flere af hans bøger foreligger på dansk, og det samme gør nu Kropskultur, som er en frydefuld kritik af sportens væsen. I denne lydefri oversættelse af Dekkers bog kastes vi fra første side rundt i forfatterens tumultariske univers. (...) Polemisk indspark. Kan man virkelig sige det så enkelt? Sikkert ikke, men Midas Dekkers skal præmieres for at forsøge sig alligevel. Bogen virker, netop fordi den er så herligt firkantet sat op. Kropskultur er til trods for sine megen dokumentation ikke nogen stor videnskabelig rapport med total og gennemskuelig dækning for alle konklusioner, men som polemisk indspark er den en uvurderlig skatkiste af argumenter til alle os, for hvem sport fremstår som tarveligt tidsspilde. Her er kort sagt skyts til alle os, der bare hang i baren , snublede på fordboldbanen og tabte ketsjeren, men stadig vidste, at det var de andre, der var nogle idioter. Det er os, der får oprejsning med denne bog." - Jyllands-Posten

"Det drejer sig om krop og kultur. Om kropskultur. Det er samtidig titlen på den én gang tunge og lærde, vittige og veloplagte bog, som den hollandske biolog og forfatter Midas Dekkers har skrevet om fænomenet. Han kan ikke udstå det. Det er, som om bogens 350 sider kan koges ned til en enkelt arrig proklamation: "Sportsfolk, motionister i alle lande - hold op med det!". - Information

"I bogen Kropskultur leverer den hollandske biolog Midas Dekkers en veloplagt og dybt provokatorisk bredside mod vor tids enerverende »sportsidioti«, som ikke alene bortøder kostbar fritid foran flimmerkasse og pc, men også - som et altædende monster i neonfarvet træningstøj - har infiltreret det moderne menneskes hverdag og rum med sine fordummende vrangforestillinger om 'det gode liv'. Ideen om den sunde sjæl i det sunde legeme er - argumenterer Dekkers - i bedste fald en smuk kulturel illusion, og de tusindvis af timer, som hver eneste dag spenderes prustende og storsvedende på joggingruter og i halogenbelyste fitnesscentre, kunne investeres langt mere konstruktivt i hjernegymnastik og befrugtende samvær med ens medmennesker. At sport skulle være godt for noget, er ganske enkelt en myte.
Midas Dekkers lægger ikke fingrene imellem: Den moderne vesterlændings dyrkelse af kroppen er gået helt og aldeles over gevind, og den omsiggribende tilbedelse af bevægeapparatet kaster tunge slagskygger på andre og væsentligere sider af tilværelsen. »Homo adidas« er hverken gladere, bedre eller klogere end alverdens bogorme og blege computernørder, og selv om læger og sponsorer i skøn forening synger idrættens pris, så udhuler vi - vrænger biologen - i forfærdende tempo vores åndelige kapital, alt imens vi sidder fastspændt i romaskiner og halser hjernedøde omkring, »gispende som punkterede dæk, matte i blikket som et par duggede briller«.
Der er tale om en både social og individuel blindgyde, for som forfatteren bemærker: »De græske filosoffer har gjort det moderne menneske en hel del rigere. De græske sportsfolk har trods tusind års sved og ambitioner ikke givet nogen så meget som én muskelfiber mere«. Dyrkelsen af legemet gør os muligvis større, stærkere og hurtigere. Men den gør os også dummere." - Politiken

"Kropskultur er en mangfoldig rejse-fører gennem menneskehedens historie. Undervejs afdækker Dekkers biologiske, historiske, kulturelle, politiske, religiøse og filosofiske aspekter af krop, idræt, motion og så videre, og han sætter sporten som massekultur ind i de store perspektiver, hvor vi kan se, at intet sker for intets skyld, men at alt har en bagvedliggende hensigt (som ofte er usynlig for atleten selv), hvad enten det handler om statens behov for at passivisere masserne med brød og skuespil, eller omvendt: at opildne dem i den rette patriotiske ånd." 
 - Weekendavisen

"Det er sjovt, det er oplysende, og det er dejligt provokerende, det frontalangreb den hollandske biolog Midas Dekkers leverer mod menneskets umådeholdende dyrkelse af kroppen ... Bogens grundige historiske, kulturelle, religiøse, politiske og filosofiske analyser anvendes her til et frådende, men myntert civilisationskritisk syn på tidens idræts- og kropsudfoldelse." - Udspil



Udgivelsesår: 2008 - ISBN: 9788779732766 - Oversat af Aino Roscher - Omslag: Mikkel Henssel - 350 sider - 1. udgave

Læs mere om Midas Dekkers
Tilbage til forrige side
Læg i indkøbskurv





Til toptil forsidenTil forrige side