Jeg skal vise jer frygten
Roman
Pris: 299 kr.
En forårsdag i 1841 møder den amerikanske forfatter Edgar Allan Poe den fremadstormende redaktør og kritiker Rufus Griswold på et hotel i Philadelphia. Begge er fast besluttet på at få succes på den litterære scene, men konkurrencen er hård og intrigerne giftige, i et miljø hvor tilhængere kan være lige så farlige som fjender. Tiltrækning, misundelse og afsky driver Griswold og Poe frem og tilbage i et spil som mere og mere ligner en besættelse. Samtidig følger en lille, ligbleg mand efter dem gennem gaderne i Philadelphia, New York og Baltimore – og efterlader sig en stank af blod og gru …
Romanen er baseret på virkelige hændelser, men er samtidig en litterær skrækroman i slægt med gysermesteren Poes egne værker. Med Jeg skal vise jer frygten vender Nikolaj Frobenius tilbage til den historiske roman – tolv år efter den internationale succesroman Latours katalog.
"Romanen er bygget op som en skæbnens ring ved at begynde med slutningen 'flere år efter': New York City, 1857, med ord som en Poe-pastiche: 'En sen aften i august styrtede en kappeklædt mand gennem folkemængden på Broadway, mens han kastede skræmte blikke omkring sig.' En mand i mængden, Rufus Griswold, der løber sin smudsige skæbne i møde som den ødelagte ødelægger. Den grasserende genreroman har her fået et ganske underholdende tilskud, hvor det vel egentlig er mere spændende at prøve at genkende fakta i forhold til fiktion end at blive grebet af skæbnespillet. Men en koloristisk præstation er dette forsøg på at udlæse en skabende personlighed af det skabte, så det virkelige åbner sprækker til frygtens skumle skikkelser, udmærket gestaltet på dansk af oversætteren." - Information
"Vi har været så heldige at få nyoversættelser af Edgar Allan Poes mesterlige fortællinger inden for de seneste år. De, der i den anledning har fået den dystre amerikaner ind under huden, vil med stor sandsynlighed føle såvel gys som glæde ved læsning af norske Nikolaj Frobenius' roman om Poe - Jeg skal vise jer frygten ... romanens egentlige værdi ligger i skildringen af Poe som kunstner og menneske. Herigennem gives ikke blot et fortroligt billede af en af litteraturhistoriens mest mytologiserede skikkelser, men også en indgående undersøgelse af vilkåret for kunstnerisk konsekvens." - Berlingske Tidende
"Jeg skal vise jer frygten er et noget bizart trekantsdrama - forfatter, kritiker og kompromisløs beundrer - der med anvendelse af Poes egen opskrift udforsker dunkle drifter og forbudte følelser. Poe funderer: »Hvad kommer først: litteraturen eller virkeligheden? Hvad kommer først: mordet eller beskrivelsen af det? Hvad kommer først: frygten eller sætningen?« Frobenius leverer på én og samme gang en dramatiseret forfatterbiografiog en skrækhistorie helt i Poes ånd og stil. - Jyllands-Posten
Udgivelsesår: 2009 - ISBN: 9788779733701
- 332 sider - Oversat af Nina Bolt - Omslag Mikkel Henssel
Læs mere om Nikolaj Frobenius
Tilbage til forrige side